Tysk

Etymologi

Fra oldgræsk ἄνισον (ánīson).[1]

Udtale

Substantiv

Anis hankøn

  1. (krydderi) anis

Bøjning

Ental Flertal
Nominativ der Anis
Genitiv des Anises
Dativ dem Anis(e)
Akkusativ den Anis

Kilder

  1. Anis“ i Digitales Wörterbuch der deutschen Sprache