Nederlandsk

Udtale

Verbum

kennen

  1. kende

Bøjning

Infinitiv
kennen
Præteritum
kende
Perfektum
gekend


Tysk

Etymologi

Fra oldhøjtysk kennen.[1]

Udtale

Verbum

kennen

  1. kende
    Sie kennen mich nicht.
    De kender mig ikke.

Bøjning

Ordstammen Hjælpeverbum Præteritum participium Præsens participium
kenn/præteritum: kannte haben gekannt kennend


Kilder

  1. kennen“ i Digitales Wörterbuch der deutschen Sprache