kælling
Dansk
Etymologi
Fra gammeldansk kærlingh, fra oldnordisk kerling, beslægtet med norsk kjerring og svensk kärring. Synkront analyserbart som karl (“‘mand’”) + -ling (diminutivendelse).
Udtale
Substantiv
kælling fælleskøn
- (nedsættende) en kvinde i al almindelighed
- en grim, gammel eller ondskabsfuld kvinde
- (nedsættende) hustru
Bøjning
|
Ental ubestemt en kælling |
Ental bestemt kællingen |
Flertal ubestemt kællinger |
Flertal bestemt kællingerne |