mund

Dansk

mund

Etymologi

Fra oldnordisk muðr, munnr.

Udtale

• IPA: (hjælp) /mon/, [mɔnˀ]

Substantiv

mund fælleskøn

1. (anatomi): Åbning hvor mad og væske kommer ind i kroppen når et menneske eller dyr spiser og drikker.

Bøjning

    Bøjning af „mund“

fælleskøn	Ental		Flertal
	ubestemt	bestemt	ubestemt	bestemt
nominativ, dativ og akkusativ	mund	munden	munde	mundene
genitiv	munds	mundens	mundes	mundenes

Beslægtede ord og fraser

• udmunding (hvor en flod løber ud i havet)

Oversættelser

    åbning til mad og drikke

Engelsk: mouth  (en) Esperanto: buŝo (eo) Estisk: suu  (et) Finsk: suu  (fi) Fransk: bouche  (fr) hunkøn Færøsk: munnur  (fo) Græsk: στόμα  (el) intetkøn Islandsk: munnur  (is) Italiensk: bocca  (it) Kinesisk: 嘴  (zh) (zuǐ), 口  (zh) (kǒu) Luxembourgsk: Mond (lb) hankøn

Nederlandsk: mond  (nl) hankøn Norsk: munn  (no) hankøn Russisk: рот  (ru) Nordsamisk: njálbmi  (se) Slovakisk: ústa (sk) intetkøn Spansk: boca  (es) hunkøn Svensk: mun  (sv) fælleskøn Tjekkisk: ústa (cs) intetkøn Tysk: Mund (de) hankøn, Maul  (de) Ungarsk: száj (hu)

Verbum

mund

1. Imperativ af munde.

Kilder

• "mund" i Den Danske Ordbog