anbringelse
Dansk
Substantiv
anbringelse fælleskøn
- At flytte en person fra et sted til et andet, for at hjælpe personen. F.eks. kan børn i en periode blive anbragt uden for hjemmet, hvis der er problemer i hjemmet. I modsætning til fængsel sker en anbringelse typisk ikke for at straffe personen, men for at hjælpe. En psykisk syg person, der begår noget kriminelt kan bliver dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling for at blive behandlet for sin sygdom.
Bøjning
|
Ental ubestemt en anbringelse |
Ental bestemt anbringelsen |
Flertal ubestemt anbringelser |
Flertal bestemt anbringelserne |