fuldmagt

Dansk

Substantiv

fuldmagt fælleskøn

1. tilladelse fra en person om at lade en anden handle på sine vegne overfor andre

Bøjning

Ental ubestemt en fuldmagt

Ental bestemt fuldmagten

Flertal ubestemt fuldmagter

Flertal bestemt fuldmagterne

Etymologi

Fra middelnedertysk vulmacht.

Oversættelser

Nederlandsk: volmacht  (nl) Norsk bokmål: fullmakt  (no) hankøn/hunkøn Nynorsk: fullmakt  (no) hunkøn

Svensk: fullmakt  (sv) fælleskøn Tysk: Vollmacht  (de)