sten

Dansk

Etymologi

Fra gammeldansk sten, fra oldnordisk steinn, fra urnordisk ᛊᛏᚨᛁᚾᚨᛉ (stainaz), fra urgermansk *stainaz, fra urindoeuropæisk *steyh₂-.

Substantiv

sten fælleskøn

1. mindre, løst stykke fast geologisk materiale afbjergart - eller kunstigt fremstillet

Bøjning

Ental ubestemt en sten

Ental bestemt stenen

Flertal ubestemt sten

Flertal bestemt stenene

Oversættelser

Afrikaans: steen  (af) Engelsk: stone  (en) Esperanto: ŝtono (eo) Finsk: kivi  (fi) Fransk: pierre  (fr) hunkøn, calcul  (fr) hankøn (medicinsk) Færøsk: steinur  (fo) Græsk: πέτρα  (el) Italiensk: pietra  (it) Kinesisk: 石头  (zh) (shítou)

Latin: lapis  (la) Nederlandsk: steen  (nl) Plattysk: Steen  (nds) Norsk: stein  (no) hankøn, sten  (no) hankøn Portugisisk: pedra  (pt) Rumænsk: piatră  (ro) hunkøn Russisk: камень  (ru) Spansk: piedra  (es) Svensk: sten  (sv) fælleskøn Tysk: Stein  (de)

Beslægtede ord og fraser

stenalder stenblok stenbro stenbrud stenbunke stenbænk stendige stendynge stendysse stendød stengulv stenhugger stenhård stenkast stenkul

stenmur stenrev stenrig stensalt stensikker stenskred stenskulptur stenslag stensætning stentryk stentøj stenøkse stenørken bautasten brosten

drypsten facadesten fedtsten flintesten frådsten galdesten granitsten gravsten grundsten hinkesten hjørnesten kalksandsten kalksten kampesten kantsten

kedelsten kilometersten kvadersten kværnsten lersten limsten meteorsten milesten mindesten munkesten mursten møllesten månesten natursten nyresten

raslesten rendesten rokkesten rullesten runesten sandsten skelsten slibesten smykkesten tagsten tandsten teglsten ædelsten øjesten

Verbum

sten

1. Bydemåde af at stene

Kilder

• "sten" i Den Danske Ordbog

Norsk

Substantiv

sten hankøn

1. sten

Svensk

Etymologi

Fra oldsvensk sten, fra oldnordisk steinn, fra urnordisk ᛊᛏᚨᛁᚾᚨᛉ (stainaz), fra urgermansk *stainaz, fra urindoeuropæisk *steyh₂-.

Substantiv

sten fælleskøn

1. sten

Bøjning

Bøjning af sten	Ental		Flertal
fælleskøn	Ubestemt	Bestemt	Ubestemt	Bestemt
Nominativ	sten	stenen	stenar	stenarna
Genitiv	stens	stenens	stenars	stenarnas

Kilder

• „sten“ i Lexin