uskyld

Dansk

Substantiv

uskyld fælleskøn

1. Tilstanden af at være uden skyld.
2. En person uden onde tanke.
   • Med sine dådyrsøjne var hun uskylden selv.
3. En person uden tidligere samleje.

Bøjning

bruges normal kun i singular

    Bøjning af „uskyld“

fælleskøn	Ental		Flertal
	ubestemt	bestemt	ubestemt	bestemt
nominativ, dativ og akkusativ	uskyld	uskylden	-	-
genitiv	uskylds	uskyldens	-	-

Synonymer

• dyd

Antonymer

• skyld

Beslægtede ord og fraser

• uskyldhedstilstand
• uskyldig
• uskyldighed
• uskyldshvid
• uskyldslam
• uskyldsren
• uskyldstab

Oversættelser

Fransk: innocence (fr) hunkøn

Spansk: inocencia (es) hunkøn

Kilder

• "uskyld" i Den Danske Ordbog