orden

Dansk

Substantiv

orden fælleskøn

1. En samling af genstande i en anerkendt rækkefølge, modsat uorden.
2. En anerkendelse af civile eller militære gerninger.
3. En godkendelse af et udsagn.
4. En, ofte lukket, samfundsgruppe eller forening af mennesker, typisk i et kloster.
5. (biologi) Et niveau af en klassifikation.

Udtale

• IPA:   eller IPA:  

Bøjning

    Bøjning af „orden“

fælleskøn	Ental		Flertal
	ubestemt	bestemt	ubestemt	bestemt
nominativ, dativ og akkusativ	orden	ordenen	ordener	ordenerne
genitiv	ordens	ordenens	ordeners	ordenernes

Antonymer

• uorden

Beslægtede ord og fraser

• ordning

Oversættelser

Afrikaans: ab  (af) Catalansk: ordre  (ca) Engelsk: order (en) Finsk: järjestys (en), lahko  (fi) Fransk: ordre (fr) Færøsk: skipan  (fo) Islandsk: röð  (is) hunkøn Italiensk: ordine (it)

Nederlandsk: orde (nl) Norsk: orden (no) Portugisisk: ordem (pt) Spansk: orden (es) Svensk: orden (sv) Tysk: Ordnung (de)

Kilder

• “orden” i Ordbog over det danske Sprog
• "orden" i Den Danske Ordbog
• "orden" i Retskrivningsordbogen