ryg

Dansk

Etymologi

Fra oldnordisk hryggr.

Substantiv

ryg fælleskøn

1. Området mellem nakken og numsen/halen, modsat maven.
2. En hævet del af terrænet, såvel over- som undersøisk - en højderyg.

Bøjning

Ental ubestemt en ryg

Ental bestemt ryggen

Flertal ubestemt rygge

Flertal bestemt ryggene

Beslægtede ord og fraser

ryghvirvel rygpatient rygproblem rygrad

rygskade rygskjold rygsmerte rygstøtte

rygsvømmer rygsvømning rygsæk rygsøjle

Oversættelser

Anatomi

Afrikaans: rug  (af) Engelsk: back  (en) Esperanto: dorso (eo) Fransk: dos  (fr) Græsk: πλάτη  (el) Italiensk: schiena  (it) Kurdisk: pişt (ku) hunkøn Nederlandsk: rug  (nl)

Portugisisk: costas  (pt) hunkøn Russisk: спина  (ru) Spansk: espalda  (es) hunkøn Svensk: rygg  (sv) fælleskøn Tjekkisk: záda (cs) intetkøn Tysk: Rücken (de) hankøn Ungarsk: hát (hu)

Terrænform

Engelsk: ridge  (en)

Verbum

ryg

1. Bydemåde af at ryge.

Kilder

• "ryg" i Den Danske Ordbog