knor

Dansk

Etymologi

Fra gammeldansk knar, fra oldnordisk knǫrr, fra urgermansk *knarzuz.

Udtale

• IPA:  [ˈkʰnoːˀɐ̯]

Substantiv

knor fælleskøn

1. forældet stavemåde af knarr

Bøjning

Ental ubestemt en knor

Ental bestemt knoren knorren

Flertal ubestemt knorer knorrer

Flertal bestemt knorerne knorrerne

Alternative stavemåder

• knar (forældet), knarr

Kilder

• “knor” i Ordbog over det danske Sprog