konsonant

Dansk

Substantiv

konsonant fælleskøn

1. sproglyd, der dannes når luften fra lungerne bremses af munden eller svælget

Udtale

• IPA: /kʰʌnsoˈnænˀd̥ /, X-SAMPA: /k_hVnso"n{n_?d_0/

Bøjning

Ental ubestemt en konsonant

Ental bestemt konsonanten

Flertal ubestemt konsonanter

Flertal bestemt konsonanterne

Oversættelser

Engelsk: consonant (en) Esperanto: konsonanto (eo) Finsk: konsonantti (fi) Græsk: σύμφωνο  (el)

Polsk: spółgłoska (pl) hunkøn Svensk: konsonant (sv) fælleskøn Tysk: Konsonant (de) hankøn

Kilder

• "konsonant" i Den Danske Ordbog