søn

Dansk

Etymologi

Fra oldnordisk sonr, fra urgermansk sunuz, fra urindoeuropæisk suHnús.

Udtale

• IPA: (hjælp) /sœn/, [sœn]

Substantiv

søn fælleskøn

1. En person af hankøn i forhold til sine forældre.

Bøjning

    Bøjning af „søn“

fælleskøn	Ental		Flertal
	ubestemt	bestemt	ubestemt	bestemt
nominativ, dativ og akkusativ	søn	sønnen	sønner	sønnerne
genitiv	søns	sønnens	sønners	sønnernes

Antonymer

• datter

Oversættelser

Engelsk: son  (en) Esperanto: filo (eo) Finsk: poika  (fi) Fransk: fils  (fr) hankøn Færøsk: sonur  (fo) hankøn Græsk: γιος  (el) hankøn Islandsk: sonur (is) hankøn Italiensk: figlio  (it) hankøn Japansk: 息子  (ja) (musuko) Kinesisk: 儿子  (zh) (érzi) Latin: filius  (la) hankøn

Luxembourgsk: Fils (lb) hankøn Nederlandsk: zoon  (nl) hankøn Polsk: syn  (pl) hankøn Portugisisk: filho  (pt) hankøn Slovakisk: syn  (sk) hankøn Spansk: hijo  (es) hankøn Rumænsk: fiu  (ro) hankøn Svensk: son  (sv) fælleskøn Tjekkisk: syn  (cs) hankøn Tysk: Sohn  (de) hankøn Vestfrisisk: soan  (fy) fælleskøn

Kilder

• "søn" i Den Danske Ordbog